Mastcellen

Mastceller er en del af immunsystemet og formodentligt tiltænkt en rolle i bekæmpelsen af mikroorganismers invasion gennem slimhinder og hud. Cellerne indeholder en lang række mediatorer – herunder histamin – hvis formålstjenlige effekt er at eliminere den indtrængende mikroorganisme.

Mastceller dannes ud fra pre-cursor celler fra knoglemarven og modnes til funktionelle mastceller ude i vævet. De findes især hvor organismen er i kontakt med det ydre miljø, såsom hud og slimhinder i luftveje og tarm. Modne mastceller findes normalt ikke i blodbanen. I vævet ses mastcellerne tæt på kapillærer og lymfebaner samt i relation til glat muskulatur, hårfollikler og nerveender.

Mastcellens vækst og differentiering er hovedsageligt stimuleret af cytokinet Stem Cell Factor (SCF) som agerer ved binding til transmembran receptoren KIT på mastcellen. Denne receptor kodes af genet cKit. Binding af SCF til KIT resulterer ikke alene i øget vækst og differentiering af mastcellerne, men forstærker formentlig også mastcellens degranulering.

Ved langt de fleste tilfælde af mastocytose hos voksne kan påvises mutation i cKit genet som medfører en selv-aktiverende KIT-receptor

Mastcellens granula indeholder et en række præformerede mediatorstoffer hvoraf den mest kendte af disse mediatorstoffer er histamin.

Tryptase er et andet af disse stoffer - og kan måles i blodbanen længere end histamin. Forbigående forhøjet tryptase ses ved mastcelledegranulering (allergisk reaktion) - vedvarende forhøjet værdi er et udtryk for øget antal mastceller - som ved mastocytose.

Aktiveringen og degranuleringen af mastcellen kan både være IgE-medieret – den klassiske type I allergiske reaktion – og non-IgE medieret.